Beskyt din Mac mod ondsindet software

OS X indeholder mange funktioner, der beskytter Mac og dine personlige oplysninger mod ondsindet software (malware). En almindelig metode til distribution af ondsindet software er at integrere den i et program, der ser uskyldigt ud.

Du kan mindske risikoen ved kun at bruge software fra pålidelige kilder. Indstillingerne i Sikkerhed & anonymitet gør det muligt at anføre kilderne til software, der installeres på din Mac.

  1. Vælg Apple > Systemindstillinger, klik på Sikkerhed & anonymitet, og klik derefter på Generelt.

    Åbn vinduet Generelt for mig

  2. Vælg de afsendere, hvorfra du vil tillade installering af software:

    • Mac App Store: Tillader kun programmer fra Mac App Store. Det er indstillingen med størst sikkerhed. Alle udviklerne af programmer i Mac App Store er kendte af Apple, og alle programmer bliver gennemgået, før de godkendes. OS X kontrollerer programmet, før det åbnes første gang, for at sikre, at det ikke er blevet ændret, siden udvikleren leverede det. Hvis der er problemer med et program, fjerner Apple det fra App Store.

    • Mac App Store og kendte udviklere: Tillader programmer fra Mac App Store og fra kendte udviklere. Selvom programmer uden for Mac App Store ikke gennemgås, registreres de kendte udviklere af Apple. Hvis der opstår problemer med et program, kan Apple tilbagekalde dets godkendelse. OS X kontrollerer programmet, før det åbnes første gang, for at sikre, at det ikke er blevet ændret, siden udvikleren leverede det.

    • Alle vegne: Tillader programmer fra alle kilder. Det er den mindst sikre indstilling, fordi afsenderen af programmet er ukendt, og fordi det ikke kontrolleres, om programmet er blevet ændret eller ødelagt.

Foruden programmer kan andre typer arkiver være usikre. Instrukser, webarkiver og Java-arkiver har potentiale til at beskadige dit system. Det er selvfølgelig ikke alle arkiver, der er usikre, men du bør udvise forsigtighed, når du åbner hentede arkiver af disse typer. Der vises en advarsel første gang, du prøver at åbne disse arkiver. Du kan få flere oplysninger i Åbn et program ved at tilsidesætte indstillinger i Sikkerhed & anonymitet.