Forstå adgangskoder

OS X er designet, så det er et sikkert og beskyttet computermiljø. Din Mac-computers sikkerhed afhænger meget af brugen af sikre adgangskoder i nøgleområder.

Log ind-adgangskode

En log ind-adgangskode, også kaldet en brugeradgangskode, giver brugeren ret til at logge ind på og få adgang til oplysningerne på Mac. Tilladelserne er begrænset af, hvilken type bruger det er. En administratorbruger kræves til mange vigtige opgaver, f.eks. ændring af visse systemindstillinger, installering af software og administration af standardbrugere. Du kan få flere oplysninger i Indstil brugere på Mac.

Adgangskoder i iCloud-nøglering

Det er svært at holde styr på adgangskoder, især hvis du aldrig bruger den samme adgangskode to gange og har flere enheder. iCloud-nøglering holder adgangskoder til websteder og Wi-Fi ajour på din Mac og dine iOS-enheder. Den holder også kontoadgangskoder og indstillinger, som du føjer til vinduet Internetkonti, ajour på din Mac.

Når du skal oprette en ny adgangskode til et websted, foreslår Safari en entydig adgangskode, der er svær at gætte, og arkiverer den i din iCloud-nøglering. Safari skriver automatisk koden, næste gang du skal logge ind, så du ikke behøver at huske den eller skrive den på nogen af dine enheder. Du kan få flere oplysninger i Indstil iCloud-nøglering.

Adgangskoder til websteder og internetprogrammer

Hvis du får brug for hjælp med en adgangskode til et websted, skal du læse hjælpen til webstedet eller kontooplysningerne på webstedet.

Hvis du for brug for hjælp til en adgangskode til et program, der opretter forbindelse til en konto på internettet eller et netværk, skal du læse den dokumentation, der fulgte med programmet, eller supportoplysningerne til programmet på nettet. Hvis du f.eks. har en postkonto med en tjenesteudbyder eller et websted, skal du læse i dokumentationen på webstedet eller kontakte udbyderen. Du kan finde flere oplysninger i Apples supportartikel If Mail on your Mac keeps asking for your password.

Adgangskoder i Hovednøglering

Hovednøglering opbevarer adgangskoder til forskellige programmer og tjenester, så du er fri for at skulle godkendes til hvert enkelt emne i din nøglering. Nøgleringen er beskyttet med en adgangskode, der låses op, når en bruger logger ind. Du kan få flere oplysninger i Om adgangskoden til nøgleringen.

Apple-id

En brugers Apple-id kan bruges til at nulstille log ind-adgangskoden, hvis brugeren har glemt adgangskoden. Du kan få flere oplysninger på webstedet om Apple-id.

Gendannelsesnøgle

Når du krypterer oplysningerne på din Mac vha. FileVault, oprettes en gendannelsesnøgle som en sikkerhedsforanstaltning. Hvis du glemmer din log ind-adgangskode, kan du bruge gendannelsesnøglen til at låse det kodede indhold på din Mac op. Gendannelsesnøglen bør ikke opbevares fysisk sammen med Mac, hvor den kan blive fundet. Du kan også få Apple til at opbevare din gendannelsesnøgle. Du kan få flere oplysninger i Nulstil en log ind-adgangskode.